De 211 værelser og 6.400 etagemeter fordelt på fem etager deler fælles gårdhave med de private genboer, og tæt på både motorvej og f.eks. Royal Arena bliver hotellet et prisstærkt alternativ for mange.
Og så hører det med, at det kan være svært at spotte beton i facaden på afstand. De polerede sandwichfacader har ingen fuger, med flotte høje, ubrudte vinduespartier.
Fra første dag vidste arkitekten, at betonen ville passe godt til hotellet. Zleep-konceptet er ikke præget af unødig luksus, men har en enkel, effektiv og direkte udstråling. Derfor har det været vigtigt at lave et hus, der er ærligt og ikke lover noget, det ikke kan holde. Ofte er der synlige installationer, også i morgenmadsrestauranten. Hele udtrykket er en form for nordisk forenkling, også fordi vedligeholdelsen er ret enkel. Hele bygningen fremstår en lille smule tough, og ved siden af p-huset med glaslameller giver det et ret elegant, samlet udtryk ud mod en trafikeret vej.